I de seneste uger har vi i Liberal Alliance Solrød arbejdet intensivt for at forhindre regeringens forslag om at afskaffe kommunernes mulighed for selvbudgettering. Dette forslag ville have haft alvorlige konsekvenser for vækstkommuner som Solrød, hvor vi stod til at miste betydelige skatteindtægter og dermed vores evne til at finansiere nødvendige investeringer i fx. nye daginstitutioner, samt udvidelse af kapaciteten i vores folkeskoler samt på vores plejehjem.
Vi er derfor glade for at kunne meddele, at regeringen har besluttet ikke at fremsætte lovforslaget om afskaffelse af selvbudgettering på nuværende tidspunkt. Dette er et stort skridt i den rigtige retning for kommunernes frihedsgrader og for vores lokalsamfund.
Videoer om emnet
I nedenstående to videoer, forklarer Emil og Carl mere om regeringens lovforslag.
Emil lægger ud med at fortælle hvorfor regeringens forslag var problematisk, og hvilke konsekvenser det ville have haft for vores kommune. Han gennemgår baggrunden for selvbudgettering og statsgaranti og belyser, hvordan forslaget ville have påvirket vores økonomiske selvbestemmelse.
Efter omfattende lobbyarbejde og tæt samarbejde med vores indenrigsordfører, Carl Andersen, er det dog lykkedes at få Regeringen til at trække sit forslag tilbage. Se med i nedenstående video, hvor Emil og Carl deler vi den gode nyhed og reflekterer over den fælles indsats, der førte til dette resultat. Vi takker alle, der har støttet og engageret sig i sagen—jeres opbakning har været uvurderlig.