Nytårshilsen fra Liberal Alliance i Solrød

2017 går på hæld og det har været et begivenhedsrigt år. Liberal Alliance fik ved kommunalvalget en fremgang på 40 % set i forhold til antal afgivne stemmer ved kommunalvalget i 2013, hvilket vi i denne anledning gerne vil takke for.

 

2017 var også et år, hvor vi fik en udskiftning i byrådet, hvor Emil Blücher ved årets udgang afløste Henrik Boye. Liberal Alliance i Solrød fremlagde i anledning af budgetforhandlingerne et alternativ til det, som Venstre, Socialdemokraterne, det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Havdrup Listen og det Radikale Venstre havde udarbejdet. Budgetforslaget fra Liberal Alliance var fuldt finansieret og Grundejerne bakkede op om dets indhold.

 

Det var desværre også et år der ikke bød på lavere skatter eller grundskyld og det var ej heller et år der bød på mindre bureaukrati. Liberal Alliance forsøgte ellers ihærdigt at få sat fokus på at få undersøgt kommunens forretningsprocesser, med henblik på at fjerne unødige bureaukratiske regler, så borgere, foreninger og virksomhederne i Solrød Kommune ville få mere for de skatter der afgifter de betaler. I 2017 forsøgte Liberal Alliance i samarbejde med det Konservative Folkeparti og det Radikale Venstre at få Solrød Kommune tilsluttet Undervisningsministeriets “Rammeforsøg” med henblik på, at give folkeskolerne mulighed for at give eleverne specialiserede og koncentrerede undervisningsforløb samt kortere skoledage.

 

Året 2017 var også året, hvor Solrød Kommune fik vedtaget en kommuneplan, der på grund af en procesfejl førte til, at erhvervsområderne der var udpeget mellem Ringsted Banen og Køge Bugt motorvejen ikke kunne udstykkes til erhvervsarealer. Dette er en indikator for at der i den kommende valgperiode findes et grundlæggende behov for at gennemgå kommunens forretningsprocesser med henblik på at sikre koordinering og kvaliteten af de planer der udarbejdes og indstillinger der sendes til Økonomi-, Teknik- og Miljøudvalget og byrådet. Det var også et år, hvor Solrød Kommune forlængede sit samarbejde om erhvervsservice med Greve Kommune, hvilket vi i Liberal Alliance mener er den helt forkerte vej at gå, da samarbejdet  ikke understøtter højere vækst i erhvervslivet i Solrød Kommune.

 

Fremtiden ser heldigvis lys ud for Solrød Kommune, da kommunekassen bugner. Dette betyder at der kun mangler politisk vilje til at give borgerne mere velfærd i form af skattelettelser og afgiftsnedsættelser, hvilket ligger Liberal Alliance i Solrød meget på sinde.

 

2018 bliver et godt år, hvor Liberal Alliance i Solrød fortsat vil kæmpe for en mere liberal kommune og for en kommune der tager sit afsæt i:

  • Mere frihed.
  • Højere vækst.
  • Mindre bureaukrati.
  • Lavere skat.

Læserbrev: En fremragende valgkamp er slut

Vi har været igennem en intens- og fremragende valgkamp. I løbet af valgkampen fik jeg mange gode inputs fra borgere der ønskede forandring i Solrød Kommune.

Upåagtet af resultatet, så vil jeg fortsætte med at arbejde for at forandre Solrød Kommune til det bedre ud fra fire principper:

  • Mere frihed.
  • Højere vækst.
  • Mindre bureaukrati.
  • Lavere skat.

 

Det er vigtigt at Solrød Kommune udvikles ud fra de fire principper, da det vil være med til at skabe et grundlag for en endnu bedre kommune, hvor borgerne vil få bedre muligheder for at udfolde og udvikle sig.

Jeg vil i forbindelse med valgkampen takke min kæreste, familie og venner for opbakningen.  Ligeledes vil jeg takke vælgerne for tilliden til Liberal Alliance og til mit kandidatur til byrådet.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Nummer 44 ud af 98 kommuner

Solrød Kommunes administration og forvaltninger kan optimeres gevaldigt ifølge en ny undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen. Solrød Kommunes administration koster i udgangspunktet hver borgere 7.050 kroner om året, hvilket giver Solrød Kommune en placering som nummer 44 ud af 98 kommuner. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Jeg vil, som kandidat for Liberal Alliance, arbejde for at bureaukratiet i Solrød Kommune bliver mere effektivt, så færre midler bruges på opretholdelse af bureaukratiet, vel at mærke uden, at servicen bliver forringet. En slankere og bedre administration kan kun opnås ved, at byrådet bliver ved med at udfordre administrationen og forvaltningerne. Jeg vil ligeledes arbejde for, at administrationen og forvaltningernes arbejdsgange bliver undersøgt af en ekstern part, så unødige procesregler og bureaukrati fjernes, så flere midler kan bruges til velfærd.

Ugebrevet Mandag Morgen har frigivet en undersøgelse, hvor Solrød Kommune er placeret som nummer 4 ud af 98 på en overordnet skala, hvor ét er bedst og 98 er dårligst. Det er en flot placering, sådan overordnet set. Undersøgelsen gemmer også på nogle interessante nøgletal, hvor Solrød Kommune desværre ikke klarer sig så godt. Et af nøgletallene, hvor Solrød Kommune klarer sig mindre godt er ved omkostningerne for opretholdelse af bureaukratiet. Det må og skal kunne klares bedre.

Solrød, det er tid til forandring.

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Kandidat til byrådet for Liberal Alliance i Solrød.

Læserbrev: Et værdigt ældre liv

Liberal Alliance ønsker en ældrepolitik, hvor den enkelte er i centrum, og hvor den ældre populært sagt har frihed til en god og værdig alderdom.

På vores plejehjem skal plejen, maden og aktiviteterne prioriteres og det er en kommunalpolitisk opgave at sikre, at overflødigt bureaukrati bliver erstattet med menneskelig nærhed.

Liberal Alliance mener at mindre bureaukrati frigiver ressourcer til mere menneskelige formål. Beboerne bliver så behandlet med respekt og værdighed, og der skal være tid til at holde af og holde om de ældre.

Indflydelse på eget liv, respekt for forskellighed, medmenneskeligheden i fokus, gode oplevelser hver dag samt en værdig afslutning på livet.

Vi er alle forskellige også når vi bliver ældre og skal behandles forskelligt.

Som mit forbillede Thyra Frank har sagt ‘Vi fødes som originaler, og skal ikke dø som kopier’

Jeg tror, det handler om, at personalet skal have frihed til at arbejde med det, de er uddannede til i stedet for at spilde tiden på at registrere på computere og udfylde det ene kontrolskema efter det andet.

Mindre bureaukrati giver flere varme hænder og derved et værdigt ældre liv.

Liberal Alliance har fokus på ældreplejen… også efter valget

Med venlig hilsen
Henrik Boye

 

 

 

 

Byrådsmedlem & Spidskandidat
Liberal Alliance – Solrød

Læserbrev: DET vil jeg og Liberal Alliance i region Sjælland

Jeg opstiller som kandidat til region Sjælland, her vil jeg arbejde for at vi får mere for vores penge, fuldstændig som jeg også gør det til hverdag i byrådet i Solrød, hvor jeg sidder for Liberal Alliance.

1. Øge konkurrencen – Sundhedsydelser skal købes der, hvor de er bedst og billigst.

Udbud af flest mulige opgaver. Både offentlige og private leverandører skal have mulighed for at byde på opgaverne, samt at sygehusene altid skal henvise til andet sygehus, privat eller offentligt, hvis det kan give et bedre forløb for patienten.

2. REELT frit sygehusvalg, privat eller offentligt

Rådgivningen er alt for dårlig, og syge mennesker har ikke overskud til selv at sætte sig nok ind i forholdene til at kunne foretage et reelt valg.

Hertil kommer at regionerne decideret undlader at henvise til såvel hospitaler i andre regioner som til privathospitaler, selv om det kunne give patienterne et bedre forløb.

3. Mindre bureaukrati – mere for pengene.

Opgøret med det offentlige bureaukrati er en af Liberal Alliances og mine mærkesager, fordi unødvendige administrative byrder hæmmer dermed væksten, gør den offentlige sektor stor, dyr og ineffektiv og spolerer arbejdsglæden for de offentligt ansatte.

Præsentation: Kristian Høj

Mit navn er Kristian Høj, jeg er 17 år (bliver 18 inden KV17) og  studerer til dagligt en højere handelseksamen på NEXT CPH i Ishøj. Jeg er født og er vokset op i Solrød Kommune og jeg har deltaget i undervisningen på Uglegårdsskolen, hvor jeg færdiggjorde sin 9. klasseseksamen.

Jeg drømmer om, at blive advokatfuldmægtig og arbejde med juraen i praksis.

I min fritid dyrker jeg fodbold, som jeg også engang gjorde i Solrød Kommune. På grund af min interaktion med borgerne i Solrød Kommune følte jeg mig inspireret til at stille op til kommunalvalget for at gøre Solrød til et endnu bedre sted at bo i.

Mine mærkesager:

  • Mere fokus på at skabe rammer for erhverv i kommunen.
  • Mindre bureaukrati.
  • Mere selvbestemmelse til skolerne.

Præsentation: Kirsten Flemming Nielsen

Efter at have været bosat størstedelen af mit voksenliv i udlandet kom jeg tilbage til Danmark i 2009 og et par år senere flyttede jeg ind i Solrød Kommune. Jeg havde ingen tilknytning til kommunen, er født og opvokset i Jylland, men valgte Solrød på grund af beliggenheden ved vandet, og muligheden for at pendle til København med S-toget. Jeg forstod med det samme, at jeg havde valgt det rigtige sted, folk var venlige og der var masser af ture at gå for mig og mine 2 hunde.

Det gik ret hurtigt op for mig, at det Danmark jeg havde forladt i 1972, ikke eksisterede længere, men selvfølgelig og heldigvis sker der udviklinger. Desværre er mange af udviklingerne gået den forkerte vej. Det sikkerhedsnet, som lå under borgerne før i tiden har fået mange huller. Ikke at skatten er gået ned, tværtimod, og vi kalder jo stadig os selv for en velfærdsstat, men der er for megen stat og for lidt velfærd, og for lidt hjælp til dem, der virkeligt har brug for det.

Når jeg kommer i byrådet, skal der arbejdes for mindre bureaukrati og dermed kortere afstand mellem borger og kommune.
Mere smidighed, mindre bureaukrati!

Præsentation: Zascha Cathleen

 

Mit navn er Zascha Cathleen, er 47 år, og har boet i Jersie Strand 5 år. Mor til 2 skønne piger. Til dagligt arbejder jeg som Indkøber, projektleder i vores produktudvalg og event arrangør. Udover det, så er har jeg et bijob på et opholdssted for socialt udsatte børn hvor jeg er tilknyttet en weekend i måneden. Jeg har været med i bestyrelsen for LA i Solrød, i halvandet års tid nu, og på opfordring stiller jeg nu op til KV17.
Mærkesager:
Færre forbud – mere personlig frihed! Vi bliver kvalt i misforstået omsorg, og der lovgives og forbydes og kontrolleres i et alt for stort omfang, hvilket bla. medfører til, at vi har en af verdens dyreste offentlige systemer og vores kommuner bliver kvalt i endeløs kontrol. Dette flytter fokus fra den konkrete service, som jeg synes, at vi som Borgere har krav på.
Mindre bureaukrati – I den forbindelse vil jeg sætte fokus på, at vi skal have mindre bureaukrati og mere for vores højt betalte skattekroner.
Vækst – Pengene skal bruges på Borgerne, på vækst for vores erhvervsdrivende og på vedligehold af vores skønne byer i Solrød Kommune.

Læserbrev: Selvfølgelig skal daginstitutionerne prioriteres

John Wennerwald skrev den 18. april 2017 et læserbrev, hvori han konkluderede, at daginstitutionerne skal prioriteres. Det er en parole som er svær at være uenig i. Johns måde at prioritere daginstitutionerne vil være at ansætte flere pædagoger, hvilket der som sådan ej heller noget galt i; desværre er løsningen ikke så simpel, som John opstiller den. Flere pædagoger øger ikke nødvendigvis kvaliteten af den pasning eller tilbud som børnene og disses forældre får. For at kvaliteten øges kræver det at de enkelte daginstitutioner, får mere selvbestemmelse og  mindre bureaukrati udstukket fra rådhuset og administrationen. For at der kan ansættes flere pædagoger, så skal de relevante midler findes. Her vil det være nærliggende at trimme bureaukratiet og administrationen og samtidigt arbejde i retning af en væsentlig mere vækstorienteret erhvervsstrategi i Solrød Kommune.

Liberal Alliance vil:

  1. Skabe mere vækst ved hjælp af en aktiv og proaktiv erhvervspolitik. Vækst skaber mulighederne for flere pædagoger og varme hænder i daginstitutionerne.
  2. Liberal Alliance vil arbejde aktivt for at trimme kommunens administrationen, fjerne unødigt bureaukrati og styrke de områder der kræver det. Så midlerne til at hyre flere pædagoger ikke forsvinder til aktiviteter der ikke kommer børnene direkte til gode.
  3. Skabe de bedste rammer for udvikling daginstitutioner og borgernær velfærd ved fjerne unødige regler, unødige aktiviteter og unødige kontroller.

Med venlig hilsen

Peter Flemming Teunissen Sjølin
Kandidat til kommunalvalget for Liberal Alliance i Solrød

Præsentation: Henrik Boye

 

Mit navn er Henrik Boye. Jeg har boet 50 år i Solrød og har oplevet kommunens udvikling på tæt hold.

I 2013 blev jeg valgt til byrådet, er medlem af Familie- og uddannelsesudvalget.

Derudover er jeg repræsentant for Liberal Alliance i KKR Sjælland og medlem af KL repræsentantskab.

I min valgperiode har jeg haft fuld fokus på de liberale værdier som mindre skat, mindre bureaukrati og mere frihed til selv at bestemme sit eget liv.

 

Tre områder har dog haft mest fokus

1.Folkeskolereformen – Dels pga. mine egne skolesøgende børn, men også at den årsag at jeg ikke er den store tilhænger af reformen og af inklusionsloven, hvor lange skoledage er en effekt heraf.

2. Skat –  Alle former for skat skal minimere og her har min kamp primært været på grundskylden, som er en ganske urimelig skat at en grund, købt for egne midler. Vi betaler mere i Solrød i kroner og ører, end vores naboer, hvilket er dybt uretfærdigt, så her fortsætter min kamp for en yderligere nedsættelse af grundskyldspromillen.

3. Mindre Bureaukrati – Tilliden tilbage til de offentlig ansatte og lad os arbejde med kerneydelser og ikke tomme ubrugelige registreringer.

Lad os stå sammen om et mere liberalt Solrød.

Med Venlig Hilsen

Henrik Boye
Byrådsmedlem og spidskandidat for Liberal Alliance ved KV17