Hvem er jeg?

Mit navn er Regine Hovmøller. Jeg er 28 år, folkeskolelærer og har siddet i Solrød Byråd siden 2022.

Mit arbejde som lærer har givet mig en god indsigt i børne- og skoleområdet, og det har præget mit politiske arbejde. Jeg gør en dyd ud af at sætte mig grundigt ind i de sager byrådet arbejder med, og jeg arbejder for at gøre Solrød til et endnu bedre sted at være barn og forældre.

Hvorfor stiller jeg op igen?

Jeg stiller op igen, fordi arbejdet for bedre forhold for børn og familier i Solrød langt fra er færdigt. Vi har kæmpet sag for sag for at få mere plads i daginstitutionerne, bedre støtte til børn med særlige behov og mere fleksibilitet i skoler og pasningstilbud. Nogle gange er det lykkedes os at få tingene igennem, andre gange har vi ikke kunne samle den nødvendige opbakning, selvom vi har gjort alt, hvad vi kunne.

Jeg vil fortsætte det arbejde, vi har sat i gang: sikre plads nok til børnene, skabe reel valgfrihed for familierne og give bedre rammer for både offentlige og private tilbud. Familier er nemlig forskellige og det skal vi som kommune understøtte bedst muligt.

Hvad er lykkedes indtil nu?

Jeg er særligt stolt af, at der nu er to nye daginstitutioner på vej. Det er et reelt paradigmeskifte: i stedet for blot at presse flere børn ind på de eksisterende kvadratmetre, udvider vi nu med nye. Samtidig er vi i gang med at sikre bedre vilkår for dagplejen, blandt andet ved at etablere et gæstehus, så forældre har en tryg løsning, hvis dagplejeren bliver syg.


Mine mærkesager:


Fleksibilitet og reel valgfrihed for familierne

Alle borgere fortjener at kunne vælge løsninger, der passer til deres liv. For de ældre betyder det f.eks., at man kan vælge mellem flere leverandører af måltider eller få mulighed for at bo på et friplejehjem i Havdrup, som vi arbejder på at få etableret. For børnefamilier betyder det, at der er en bred pallette af pasningstilbud med tilstrækkeligt kapacitet og ressourcer, eller at man som forældre har en garanti for frit skolevalg.

Tidlig indsats for børn med særlige behov

Det er vigtigt at hjælpe børn med særlige behov fra starten. Det skal ikke være en forudsætning for at få den nødvendige støtte og hjælp i skolen, at man har en diagnose.

Ordblindeindsatsen skal styrkes, så alle skoler har en ordblindelærer tilknyttet. Ligeledes skal dagtilbuddene have de ressourcer, der gør, at alle børn kan blive set og få hjælp, inden problemerne vokser sig store.

Bedre fysiske rammer for børn og unge
Der skal investeres i bedre indeklima og læringsmiljøer på folkeskolerne, så medarbejdere og elever får endnu bedre forudsætninger for god undervisning. Gode legepladser ved skoler og dagtilbud bør desuden prioriteres, da det både skaber gode rammer mens børnene er i skole og institution, foruden at de kan anvendes af familierne når der er ferie eller weekend.


Mit løfte:
Jeg vil fortsætte med at være en tydelig stemme for børn og familier i Solrød. Jeg lover at være grundig, fremsynet og vedholdende, så vi får skabt de løsninger, der gør hverdagen lettere og bedre for borgerne.