Hvem er jeg?

Jeg er 58 år, privatansat og har været finanschef i mere end 20 år. Jeg er uddannet inden for bank og finans, suppleret med en lederuddannelse. Jeg har voksne børn og to børnebørn, som bor i Solrød Kommune.

Derfor stiller jeg op

Jeg stiller op for Liberal Alliance, fordi jeg tror på, at vi kan gøre Solrød bedre – en kommune med større respekt for borgernes penge og med fokus på kvalitet og professionalisme. Jeg er blevet motiveret af den “megen støj” i byrådet og de manglende ambitioner for Solrød Kommune.

Der mangler privatansatte med professionelle og mangeårige kvalifikationer inden for drift og økonomi i byrådet. En større alsidighed og viden i byrådet vil gavne alle borgere i Solrød Kommune.

Solrød skal være kendt for høj kvalitet i velfærden, særligt inden for skoler og daginstitutioner. Du fortjener at dine børn lærer noget i skolen og at der er tid til leg i børnehaven. Jeg går ind for frit valg mellem offentlige og private tilbud, da det skaber sund konkurrence og giver borgerne indflydelse. Jeg tror på at give institutionerne tillid og ansvar, understøttet af stærk lokal ledelse, der leverer resultater. Velfærd skal måles på kvalitet, ikke udgifter – og jeg prioriterer altid den næste generation.

Mine mærkesager

Mindre trafikstøj

Solrød er blevet forbigået i alt for mange år fra statens side, når der skulle laves støjreducerende tiltag. Alt for mange borgere er plaget af støj fra trafikken. Det tager jeg meget seriøst. Det arbejde som er blevet lavet i støjudvalget skal føres ud i livet og ikke blot blive ved snakken. Mindre støj vil øge alle borgeres daglige velfærd og gøre Solrød til en endnu mere attraktiv kommune.

Orden i økonomien og flere professionelle kompetencer

Orden, prioritering og styring skaber økonomisk råderum til at handle og bruge pengene rigtigt. Større brug af anerkendte prognoser og synergieffekter kan forebygge problemfyldte situationer, før de bliver realiteter og koster kommunen ekstra. Jeg arbejder for professionelle bestyrelser i kommunens driftsselskaber – de bør ikke besættes af tilfældige kommunalpolitikere.

Lavt skattetryk gavner borgerene

I et land som Danmark der har et højt skattetryk, hvilket kan presse borgernes privatøkonomi, er det en klar ambition for mig at vi kommunalt arbejder for at reducere den skattebyrde. En lavere skat – både kommuneskat og grundskyld – vil gavne alle borgere i Solrød Kommune.


Hvorfor mærkesager overhovedet?
For at gøre Solrød til en attraktiv kommune – også i fremtiden – skal vi tænke økonomisk og handle effektivt. Vi konkurrerer med nabokommuner, der ofte leverer velfærd og kvalitet for færre skattekroner.

Vi skal tænke som en moderne, effektiv kommune med færre regler og større agilitet. Det kræver politisk mod og en klar prioritering af borgernes frihed, muligheder og respekt for deres penge. Vi skal stoppe politisk indavl i kommunale selskaber, hvor inkompetente og uprofessionelle bestyrelser i flere forsyningsselskaber har tabt store summer af borgernes penge.