Liberal Alliance Solrød er glade for at være en del af budget 2023-2026, som et enigt byråd står bag. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke byrådets øvrige partier, for et godt samarbejde om aftalen.
Budgetaftalen består af en lang række elementer, hvor vi her vil uddybe nogle af de for os væsentlige elementer i aftalen:
Fokus på børn og ældre (fra 1. behandlingsforslaget)
Budgetaftalen hviler på førstebehandlingsforslaget, som rummer en række vigtige og nødvendige prioriteringer af hhv. børneområdet og ældreområdet.
Kapacitetsudvidelse og tagrenovering på Munkekærskolen
Der afsættes hhv. 9 mio. kroner i 2023, 14,7 mio. kroner i 2024 og 11,3 mio. i 2025, til at renovere taget på Munkekærskolen, samt udvide med nye klasseværelser.
Tagrenovering på Havdrup Skole
Der afsættes 4,5 mio. til tagrenovering i 2023 på Havdrup Skole.
Daginstitutionskapacitet
Der afsættes 4,4 mio. til at udvide daginstitutionskapaciteten i 2023, 5,3 mio. i 2024 samt 20,4 mio. i 2025. Endvidere afsættes der 6,4 mio. kroner til til- og ombygning af Birkebo i 2023.
Beløbet i 2023 er tiltænkt den kommende gårdbørnehave i Gammel Havdrup.
Udvidelse af Plejecenter Christians Have
Plejecenter Chr. Have udvides med 45 plejeboliger og 900 m2 serviceareal, som skal være klar til indflytning i primo 2025.
Kapacitet i hjemmeplejen og sygeplejen
Ifm. udbygning af fjerde etape på plejecenteret, opføres nye lokaler til hjemmeplejen og sygeplejen, som herved flyttes fra lokalerne over Solrød Bibliotek.
Renovering af Havdrup SFO fremrykkes
Havdrup SFO er utidssvarende såvel indvendigt som udvendigt. Der afsættes derfor 3 mio. kroner i 2023 og 2 mio. kroner i 2024, til at foretage renoveringen.
Faglokale til madkundskab på Munkekærskolen
Faglokalet på Munkekærskolen til faget madkundskab er fra 1976, og fremstår nedslidt. Der afsættes derfor 1,35 mio. kroner i 2024 til renovering af faglokalet.
Genindførsel af sundhedsplejerskernes deltagelse i mødregruppernes opstartsmøder
Fra og med 2023 vil sundhedsplejerskerne igen deltage i opstartsmøderne med mødregrupperne.
Fast byggesagsgebyr på lovliggørelsessager undersøges
Som en del af det nye koncept for byggesagsbehandling, ønsker aftaleparterne at undersøge muligheden for at overgå til et fast byggesagsgebyr på 1082 kroner, for så vidt angår lovliggørelsessager. Et oplæg herfor fremlægges i første kvartal 2023.
Vejstøj
Mere end 130.000 biler passerer dagligt gennem Solrød Kommune på Danmarks mest befærdede motorvej. Støjen fra de mange biler påvirker livskvalitet for vores borgere, og næsten 3000 husstande er ifølge Vejdirektoratets beregninger støjbelastede.
I 2022 har Solrød Kommune fået foretaget en analyse, der peger på en række muligheder for yderligere støjreduktion ved initiativer på Vejdirektoratets arealer fx nye typer asfalt samt støjmure i både side- og midterrabat.
Aftaleparterne er enige om at nedsætte en politisk arbejdsgruppe under Udvalget for Natur-, klima- og plan, som skal afsøge og fremme initiativer til dæmpning af støj fra Køge Bugt motorvejen herunder:
- Indgå i dialog med Vejdirektorat og Folketing om støjdæmpende initiativer og finansiering af disse
- Afsøge mulighed for at indlede et borgmestersamarbejde med andre kommuner/borgmestre langs Køge Bugt Motorvejen
- Planlægge et borgerrettet arrangement, hvor der informeres om mulige støjdæmpende tiltag samt lægges op til borgerdialog
Ny kapacitetsmodel på daginstitutionsområdet
Aftaleparterne har bestilt en ny model for at forecaste kapacitet på dagtilbudsområdet. Når denne forelægger, skal behovet for en ny institution i Strandområdet vurderes. Synkront med ovenstående arbejde afdækkes mulighederne for, at institutionen kan være privat eller selvejende.
Byudvikling i Solrød Center
Tidligere på året besluttede byrådet, at planerne om et nyt rådhus på stationspladsen skulle droppes. Denne beslutning står stadig ved magt. Stationspladsen rummer dog stadig et potentiale for byudvikling, som der nu skal arbejdes med.
Visionen er at skabe et ambitiøst og sammenhængende projekt, som hvor nedenstående elementer forsøges afdækket:
- Byrumsfunktioner som kan være med til at understøtte Solrød Center – fx. grønne arealer som kan danne ramme om leg, rekreation og dyrkelse af fællesskaber
- Udvidelse med nye butikker, som kan understøtte en positiv udvikling af centeretSundhedshus som evt. kan medføre en lokalerotation blandt centerets ejere og lejere
- Muligheden for at samtænke projektet med nye og eksisterende kulturtilbud, for at give bedre plads til foreninger, borgere og kulturelle arrangementer
- Senioregnede boliger samt et mindre antal ungdomsboliger
- Tilgængelighed for mennesker med handicap
- Parkering i p-kælder og/eller parkeringshus
- Integration af bæredygtige løsninger som eksempelvis solceller på tag- eller parkeringsarealer
Projektet skal, udover at give et salgsprovenu, ligeledes kunne finansiere færdiggørelsen af den nye belægning i Solrød Center.
Byudvikling på parkeringspladsen ved Jersie Station
Parkeringspladsen ved Jersie Station rummer en unik mulighed, for at skabe et sammenhængende projekt med seniorboliger, en ny dagligvarebutik, og naturligvis parkeringspladser til beboere, handlende og pendlere.
En del af provenuet fra salget af grunden øremærkes til forskønnelse af området foran “kælkebakken”.
Privat padelcenter udbydes
Den tidligere grusbane ved Solrød Idrætscenter udbydes til opførsel af et privat padelcenter. Borgerindragelse er et vigtigt pejlemærke i relation til projektet.
Idrætsanlægsfonden
I førstebehandlingsforslaget stod idrætsanlægsfonden til at udgå. Fonden genindføres nu med en ramme på 300.000 kroner om året.
Styrket tal- og ordblindeindsats
Mulighederne for at styrke indsatsen over for talblindhed og ordblindhed undersøges, eksempelvis med baggrund i Esbjerg-modellen.
Friplejehjem i Havdrup
Arbejdet med at konkretisere og realisere planerne om et friplejehjem i Havdrup fortsætter. I en tid hvor kommunernes anlægsrammer er under et stort pres, udgør et friplejehjem et fornuftig mulighed. Endvidere vil et friplejehjem give Havdrup-borgerne et lokalt alternativ, og borgerne generelt mere valgfrihed.
Mellemkommunalt samarbejde
Aftaleparterne har et ønske om at afdække de eksisterende tværkommunale samarbejder, samt undersøge muligheden for nye samarbejder.
Faste teams i hjemmeplejen undersøges
Aftaleparterne er enige om at undersøge mulighederne, for at etablere faste selvkørende teams i Hjemmeplejen.
Det videre arbejde frem mod budget 2024
Anlægsprojekterne i 2023 finansieres udelukkende med kommunens kassebeholdning. Da dette ikke er holdbart i længden, skal der arbejdes på at skabe en bedre balance og robusthed i kommunens økonomi.
Aftalen kan ses i sin fulde længde, ved at klikke her.
Skriv et svar