Læserbrev: Ros til Mette Bock for moderniseringen af DR

Danmarks Radio (DR) har i mange år været i en lidt speciel situation. Organisationen der har til hensigt at berige os alle med kunst, kultur og nyheder har i stigende grad brugt sine ressourcer på underholdning og på at konkurrere med private virksomheder. DR har ganske rigtigt formået at købe nogle TV-serier til broadcast fx Borgen, Krøniken, Rejseholdet og Forbrydelsen, men i den seneste tid har fokus været på at skabe kanaler og indhold der konkurrerer med TV2, TV3, ComedyCentral med flere. Indhold som ganske enkelt ikke kan betragtes som oplysende eller inden for public service. På det seneste er DR stagneret i forhold til at finde på nyt kvalitetsindhold. Det var med andre ord på tide, at ledelsen i DR blev sat på en brændende platform for, at tvinge DR til at skabe nyt og innovativt indhold.

Jeg vil derfor benytte lejligheden til at rose kulturminister Mette Bock. Hun har formået, sammen med regeringen, at skabe de nødvendige forhold til at DR kan udvikle sig til at blive en relevant public service og kulturinstitution igen.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Der er intet der er gratis i offentlig forvaltning

Intet er gratis, ej heller i offentlig forvaltning. Dette burde Solrød Kommunes kommunikation med borgere, foreninger og virksomheder reflektere. Desværre er dette ikke tilfældet i dag, hvor besøgende på Solrød Kommunes hjemmeside fejlagtigt bliver oplyst om “gratis tilbud” og “gratis services”.  Offentlige services og tilbud er ikke “gratis” men skattefinansieret.

Når det offentlige herunder kommunerne udfører en service eller giver et tilbud, så bliver disse finansieret af den skat som borgerne og virksomhederne betaler. I Solrød Kommune vil der være tale om kommuneskatten. Derfor er det en falsk varebetegnelse, når Solrød Kommune omtaler tilbud og services som værende gratis. I realiteten er kommunens tilbud og services skattefinansieret og bør beskrives og omtales som sådan. Bente og Bent fra kommunen går ikke “gratis” på arbejde og det er ligeledes ikke “gratis” for kommunen at stille arbejdspladser medvidere til rådighed for Bente og Bent, da både strøm, telefon, kontorplads og IT skal være tilgængelige for dem.

Varde Kommune har allerede vist vejen frem på dette område, hvor kommunen efter kommunalvalget 2017 har omstillet sin kommunikation til at afspejle de reelle forhold i offentlig forvaltning og kalder derfor tilbud og services skattefinansieret.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

LA Solrød er stærkt repræsenteret

To sild og Laura.
Fra venstre mod højre: Henrik Boye, Laura Lindahl og Emil Blücher.

Liberal Alliance har gode kort på hånden også i Solrød.

Liberal Alliance i Storkreds Sjælland afholdte opstillingsmøde, hvor hele to kandidater fra Solrød var repræsenteret i opløbet om at blive valgt til folketingskandidater. Begge Solrødder blev valgt og ses sammen på billedet ovenfor med spidskandidat Laura Lindahl.

På  selve opstillingsmødet havde de to kandidater hver deres kvaliteter og begge var i topform. Emil Blücher stillede op for første gang, og Henrik Boye som var den rutinerede FT-kandidat. Begge kandidater kom ind på forskellige tilgange til, hvordan de hver især vil kunne bidrage til at gøre Danmark bedre ud fra liberale principper.

På opstillingsmødet var 90 medlemmer af Liberal Alliance på Sjælland mødt op og der var stor opbakning til de to kandidater fra Solrød Kommune.  På opstillingsmødet blev Laura Lindahl valgt som spidskandidat. Laura Lindahl er i dag allerede medlem af Folketinget, og hun  voksede op i Køge og har gået på Solrød Gymnasium.

Nytårshilsen fra Liberal Alliance i Solrød

2017 går på hæld og det har været et begivenhedsrigt år. Liberal Alliance fik ved kommunalvalget en fremgang på 40 % set i forhold til antal afgivne stemmer ved kommunalvalget i 2013, hvilket vi i denne anledning gerne vil takke for.

 

2017 var også et år, hvor vi fik en udskiftning i byrådet, hvor Emil Blücher ved årets udgang afløste Henrik Boye. Liberal Alliance i Solrød fremlagde i anledning af budgetforhandlingerne et alternativ til det, som Venstre, Socialdemokraterne, det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Havdrup Listen og det Radikale Venstre havde udarbejdet. Budgetforslaget fra Liberal Alliance var fuldt finansieret og Grundejerne bakkede op om dets indhold.

 

Det var desværre også et år der ikke bød på lavere skatter eller grundskyld og det var ej heller et år der bød på mindre bureaukrati. Liberal Alliance forsøgte ellers ihærdigt at få sat fokus på at få undersøgt kommunens forretningsprocesser, med henblik på at fjerne unødige bureaukratiske regler, så borgere, foreninger og virksomhederne i Solrød Kommune ville få mere for de skatter der afgifter de betaler. I 2017 forsøgte Liberal Alliance i samarbejde med det Konservative Folkeparti og det Radikale Venstre at få Solrød Kommune tilsluttet Undervisningsministeriets “Rammeforsøg” med henblik på, at give folkeskolerne mulighed for at give eleverne specialiserede og koncentrerede undervisningsforløb samt kortere skoledage.

 

Året 2017 var også året, hvor Solrød Kommune fik vedtaget en kommuneplan, der på grund af en procesfejl førte til, at erhvervsområderne der var udpeget mellem Ringsted Banen og Køge Bugt motorvejen ikke kunne udstykkes til erhvervsarealer. Dette er en indikator for at der i den kommende valgperiode findes et grundlæggende behov for at gennemgå kommunens forretningsprocesser med henblik på at sikre koordinering og kvaliteten af de planer der udarbejdes og indstillinger der sendes til Økonomi-, Teknik- og Miljøudvalget og byrådet. Det var også et år, hvor Solrød Kommune forlængede sit samarbejde om erhvervsservice med Greve Kommune, hvilket vi i Liberal Alliance mener er den helt forkerte vej at gå, da samarbejdet  ikke understøtter højere vækst i erhvervslivet i Solrød Kommune.

 

Fremtiden ser heldigvis lys ud for Solrød Kommune, da kommunekassen bugner. Dette betyder at der kun mangler politisk vilje til at give borgerne mere velfærd i form af skattelettelser og afgiftsnedsættelser, hvilket ligger Liberal Alliance i Solrød meget på sinde.

 

2018 bliver et godt år, hvor Liberal Alliance i Solrød fortsat vil kæmpe for en mere liberal kommune og for en kommune der tager sit afsæt i:

  • Mere frihed.
  • Højere vækst.
  • Mindre bureaukrati.
  • Lavere skat.

Læserbrev: Liberal Alliance er en stemme værd

Vi oplever alle i øjeblikket at alle partier lover guld og grønne skove, til vælgerne her i valgkampens sidste
fase.

Liberal Alliance har samme politik før som efter valget og vi vil her sætte fokus på det vi har kæmpet for
igennem de sidste 4 år, til gavn for hele Solrød.

I 2013 blev jeg valgt til byrådet for Liberal Alliance, og siden har jeg forsøgt at ændre hvad jeg kan, set i lyset
af vores kun ene mandat.

Jeg har stillet forslag til byrådet, jeg har bragt emner op i udvalget og sidst men ikke mindst sat fokus på
områder, der kan gøres bedre i de sidste 4 år.

  • Få indenrigsministeriet til at gennemgå vores arbejdsgange i kommunen, for at fjerne overflødigt
    bureaukrati (nedstemt)
  • Over 2 gange forsøgt at komme med i forsøgsordning om kortere skoledage (nedstemt)
  • Skifte nedslidt inventar på vores skoler (nedstemt)
  • Et sted til de unge, eks på Solrød skole (nedstemt)
  • Et værdigt ældre liv (presse)
  • Fleksible børneinstitutioner (Undersøgelse sættes i gang)
  • Lavere skat (nedstemt)

Hvis du ønsker at min kamp skal fortsætte i den næste byrådsperiode, er din stemme vigtig.
Liberal Alliance stiller op sideordnet, så det er alene de personlige stemmer, der afgør hvem der bliver
valgt.

Stem personligt for et bedre Solrød.

Henrik Boye
Byrådsmedlem & Spidskandidat
Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Nummer 44 ud af 98 kommuner

Solrød Kommunes administration og forvaltninger kan optimeres gevaldigt ifølge en ny undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen. Solrød Kommunes administration koster i udgangspunktet hver borgere 7.050 kroner om året, hvilket giver Solrød Kommune en placering som nummer 44 ud af 98 kommuner. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Jeg vil, som kandidat for Liberal Alliance, arbejde for at bureaukratiet i Solrød Kommune bliver mere effektivt, så færre midler bruges på opretholdelse af bureaukratiet, vel at mærke uden, at servicen bliver forringet. En slankere og bedre administration kan kun opnås ved, at byrådet bliver ved med at udfordre administrationen og forvaltningerne. Jeg vil ligeledes arbejde for, at administrationen og forvaltningernes arbejdsgange bliver undersøgt af en ekstern part, så unødige procesregler og bureaukrati fjernes, så flere midler kan bruges til velfærd.

Ugebrevet Mandag Morgen har frigivet en undersøgelse, hvor Solrød Kommune er placeret som nummer 4 ud af 98 på en overordnet skala, hvor ét er bedst og 98 er dårligst. Det er en flot placering, sådan overordnet set. Undersøgelsen gemmer også på nogle interessante nøgletal, hvor Solrød Kommune desværre ikke klarer sig så godt. Et af nøgletallene, hvor Solrød Kommune klarer sig mindre godt er ved omkostningerne for opretholdelse af bureaukratiet. Det må og skal kunne klares bedre.

Solrød, det er tid til forandring.

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Kandidat til byrådet for Liberal Alliance i Solrød.

Pressemeddelelse: Simon Emil Ammitzbøll og Anders Samuelsen besøger Solrød

Indenrigs- og Økonomiministeren og Udenrigsministeren gæster Solrød den 17. november 2017. Det vil være muligt at træffe de to ministre i tidsrummet 14:30 – 15:30 på Solrød Gymnasium. Ligeledes vil det være muligt at træffe Liberal Alliance i Solrøds kandidater til kommunalvalget og til regionsvalget.

Formanden for Liberal Alliance i Solrød, Regine Hovmøller, udtaler: “Det er vigtigt for os at give borgerne i Solrød Kommune mulighed for, at drøfte mulighederne i Solrød med de to ministre. Det er ligeledes vigtigt for os at give borgerne mulighed for at drøfte politik med vores KV- og RV-kandidater. Solrød Kommune er en kommune med et kæmpe optimeringspotentiale og for at realisere det, så er det tid til forandring.”

 

Regine Hovmøller kan kontaktes for yderligere kommentarer og spørgsmål på +45 23 86 93 23 og rhh@lasolrod.dk .

 

En rygende travl lørdag formiddag i Solrød Centret

 

Kandidatfoto.

Mine medkandidater fra Liberal Alliance og jeg var oppe i Solrød Centret i lørdags for at tale med vælgerne og sprede de liberale budskaber. Disse blev taget godt imod af de handlende i Solrød Centret, og vi havde rygende travlt, da solrødderne kom med en masse gode input og ideer til, hvordan Solrød Kommune kan blive et endnu bedre sted at bo.

Vi fik også rig lejlighed til at drøfte politik med forbipasserende der gerne ville have uddybet synspunkter, som mine medkandidater og jeg har vedrørende mulighederne i Solrød Kommune.

Alt i alt var det fremragende lørdag og det tegner lyst for solrødderne.

Med venlig hilsen

Peter Sjølin
Kandidat til byrådet for Liberal Alliance i Solrød

Bedre planlægning vil puste liv i Solrød Centret

Solrød Centret er et centralt samlingspunkt for borgerne i Solrød Kommune. Centret er desværre præget af mange butikslokaler står tomme og nye butikker ofte lukker efter kort tid. Det kan der være flere grunde til, dog vil man også kunne udvikle Solrød Centret, hvis kommunen havde en mere ambitiøs kommuneplan, altså en kommuneplan præget af mere frihed og højere vækst.

En måde at skabe liv på i Solrød Centret vil være at udnytte stationspladsen bedre, end det gøres i dag. Jeg mener, at pladsens anvendelse kunne omfatte et kombineret område for et hotel, kontorhotel og et kollegium. Det vil tiltrække turister, fastholde studerende og skabe muligheder for iværksættere at anvende Solrød Strand på en ny måde. Der findes i forvejen en del ejerlejligheder i centret, hvilket desværre ikke har afhjulpet butiksdød eller perioder med stilstand uden vækst. Derfor mener jeg at det er på tide at planlægge efter at der sker noget nyt.

Jeg vil som kandidat for Liberal Alliance arbejde for, at Solrød Kommune får en bedre kommuneplan også når det kommer til at skabe liv i Solrød Centret. Solrød, det er tid til forandring!

Med venlig hilsen

Peter Sjølin
Kandidat til byrådet for Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Et værdigt ældre liv

Liberal Alliance ønsker en ældrepolitik, hvor den enkelte er i centrum, og hvor den ældre populært sagt har frihed til en god og værdig alderdom.

På vores plejehjem skal plejen, maden og aktiviteterne prioriteres og det er en kommunalpolitisk opgave at sikre, at overflødigt bureaukrati bliver erstattet med menneskelig nærhed.

Liberal Alliance mener at mindre bureaukrati frigiver ressourcer til mere menneskelige formål. Beboerne bliver så behandlet med respekt og værdighed, og der skal være tid til at holde af og holde om de ældre.

Indflydelse på eget liv, respekt for forskellighed, medmenneskeligheden i fokus, gode oplevelser hver dag samt en værdig afslutning på livet.

Vi er alle forskellige også når vi bliver ældre og skal behandles forskelligt.

Som mit forbillede Thyra Frank har sagt ‘Vi fødes som originaler, og skal ikke dø som kopier’

Jeg tror, det handler om, at personalet skal have frihed til at arbejde med det, de er uddannede til i stedet for at spilde tiden på at registrere på computere og udfylde det ene kontrolskema efter det andet.

Mindre bureaukrati giver flere varme hænder og derved et værdigt ældre liv.

Liberal Alliance har fokus på ældreplejen… også efter valget

Med venlig hilsen
Henrik Boye

 

 

 

 

Byrådsmedlem & Spidskandidat
Liberal Alliance – Solrød