På Liberal Alliance Solrøds generalforsamling den 11. april 2024, er Emil Blücher blevet indstillet som vores spids- og borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2025.

Siden vi overtog borgmesterposten, har vi arbejdet for at styrke Solrød Kommunes økonomi. I den forbindelse har der også været fokus på at igangsætte en udbedring, af det massive vedligeholdelsesefterslæb, som det nuværende byråd har overtaget.

Emil udtaler: “Det er afgørende, at vi har styr på økonomien og vores bygningsmasse, så vi kan levere en ordentlig service til borgerne – både nu og i fremtiden.”

Emil har valgt at genopstille, da der stadig er mange opgaver, der venter. Byrådet har sat gang i vigtige projekter, og det tager tid at sikre, at de fuldføres ordentligt.

Mandag den 18. november 2024 – præcis ét år før kommunalvalget – afholder vi opstillingsmøde, hvor Emil formelt vælges som spidskandidat, og de øvrige kandidater til Liberal Alliances kandidatliste udpeges. Vi ser frem til at præsentere et stærkt hold, der vil fortsætte arbejdet for Solrød.