Læserbrev: Der er intet der er gratis i offentlig forvaltning

Intet er gratis, ej heller i offentlig forvaltning. Dette burde Solrød Kommunes kommunikation med borgere, foreninger og virksomheder reflektere. Desværre er dette ikke tilfældet i dag, hvor besøgende på Solrød Kommunes hjemmeside fejlagtigt bliver oplyst om “gratis tilbud” og “gratis services”.  Offentlige services og tilbud er ikke “gratis” men skattefinansieret.

Når det offentlige herunder kommunerne udfører en service eller giver et tilbud, så bliver disse finansieret af den skat som borgerne og virksomhederne betaler. I Solrød Kommune vil der være tale om kommuneskatten. Derfor er det en falsk varebetegnelse, når Solrød Kommune omtaler tilbud og services som værende gratis. I realiteten er kommunens tilbud og services skattefinansieret og bør beskrives og omtales som sådan. Bente og Bent fra kommunen går ikke “gratis” på arbejde og det er ligeledes ikke “gratis” for kommunen at stille arbejdspladser medvidere til rådighed for Bente og Bent, da både strøm, telefon, kontorplads og IT skal være tilgængelige for dem.

Varde Kommune har allerede vist vejen frem på dette område, hvor kommunen efter kommunalvalget 2017 har omstillet sin kommunikation til at afspejle de reelle forhold i offentlig forvaltning og kalder derfor tilbud og services skattefinansieret.

 

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Medlem af Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Liberal Alliance er en stemme værd

Vi oplever alle i øjeblikket at alle partier lover guld og grønne skove, til vælgerne her i valgkampens sidste
fase.

Liberal Alliance har samme politik før som efter valget og vi vil her sætte fokus på det vi har kæmpet for
igennem de sidste 4 år, til gavn for hele Solrød.

I 2013 blev jeg valgt til byrådet for Liberal Alliance, og siden har jeg forsøgt at ændre hvad jeg kan, set i lyset
af vores kun ene mandat.

Jeg har stillet forslag til byrådet, jeg har bragt emner op i udvalget og sidst men ikke mindst sat fokus på
områder, der kan gøres bedre i de sidste 4 år.

  • Få indenrigsministeriet til at gennemgå vores arbejdsgange i kommunen, for at fjerne overflødigt
    bureaukrati (nedstemt)
  • Over 2 gange forsøgt at komme med i forsøgsordning om kortere skoledage (nedstemt)
  • Skifte nedslidt inventar på vores skoler (nedstemt)
  • Et sted til de unge, eks på Solrød skole (nedstemt)
  • Et værdigt ældre liv (presse)
  • Fleksible børneinstitutioner (Undersøgelse sættes i gang)
  • Lavere skat (nedstemt)

Hvis du ønsker at min kamp skal fortsætte i den næste byrådsperiode, er din stemme vigtig.
Liberal Alliance stiller op sideordnet, så det er alene de personlige stemmer, der afgør hvem der bliver
valgt.

Stem personligt for et bedre Solrød.

Henrik Boye
Byrådsmedlem & Spidskandidat
Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Nummer 44 ud af 98 kommuner

Solrød Kommunes administration og forvaltninger kan optimeres gevaldigt ifølge en ny undersøgelse fra Ugebrevet Mandag Morgen. Solrød Kommunes administration koster i udgangspunktet hver borgere 7.050 kroner om året, hvilket giver Solrød Kommune en placering som nummer 44 ud af 98 kommuner. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Jeg vil, som kandidat for Liberal Alliance, arbejde for at bureaukratiet i Solrød Kommune bliver mere effektivt, så færre midler bruges på opretholdelse af bureaukratiet, vel at mærke uden, at servicen bliver forringet. En slankere og bedre administration kan kun opnås ved, at byrådet bliver ved med at udfordre administrationen og forvaltningerne. Jeg vil ligeledes arbejde for, at administrationen og forvaltningernes arbejdsgange bliver undersøgt af en ekstern part, så unødige procesregler og bureaukrati fjernes, så flere midler kan bruges til velfærd.

Ugebrevet Mandag Morgen har frigivet en undersøgelse, hvor Solrød Kommune er placeret som nummer 4 ud af 98 på en overordnet skala, hvor ét er bedst og 98 er dårligst. Det er en flot placering, sådan overordnet set. Undersøgelsen gemmer også på nogle interessante nøgletal, hvor Solrød Kommune desværre ikke klarer sig så godt. Et af nøgletallene, hvor Solrød Kommune klarer sig mindre godt er ved omkostningerne for opretholdelse af bureaukratiet. Det må og skal kunne klares bedre.

Solrød, det er tid til forandring.

Med venlig hilsen

 

Peter Sjølin
Kandidat til byrådet for Liberal Alliance i Solrød.

Bedre planlægning vil puste liv i Solrød Centret

Solrød Centret er et centralt samlingspunkt for borgerne i Solrød Kommune. Centret er desværre præget af mange butikslokaler står tomme og nye butikker ofte lukker efter kort tid. Det kan der være flere grunde til, dog vil man også kunne udvikle Solrød Centret, hvis kommunen havde en mere ambitiøs kommuneplan, altså en kommuneplan præget af mere frihed og højere vækst.

En måde at skabe liv på i Solrød Centret vil være at udnytte stationspladsen bedre, end det gøres i dag. Jeg mener, at pladsens anvendelse kunne omfatte et kombineret område for et hotel, kontorhotel og et kollegium. Det vil tiltrække turister, fastholde studerende og skabe muligheder for iværksættere at anvende Solrød Strand på en ny måde. Der findes i forvejen en del ejerlejligheder i centret, hvilket desværre ikke har afhjulpet butiksdød eller perioder med stilstand uden vækst. Derfor mener jeg at det er på tide at planlægge efter at der sker noget nyt.

Jeg vil som kandidat for Liberal Alliance arbejde for, at Solrød Kommune får en bedre kommuneplan også når det kommer til at skabe liv i Solrød Centret. Solrød, det er tid til forandring!

Med venlig hilsen

Peter Sjølin
Kandidat til byrådet for Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Et fristed for de unge i Solrød

Liberal Alliance ønsker et sted for de unge, et sted hvor de har gode rammer for at kunne hygge med hinanden.

I dag samles vores unge på legepladserne i vores institutioner, i centret foran Fakta og i kilen.

Solrød gammel skole, er et udmærket sted at bygge et ungdomsmiljø, her er muligheden for at give dem lokaler indendørs med cafe område, der er toiletter og halkapacitet.

Hvor der i dag ligger et ubrugt knallertanlæg med lyskryds, kan der bygges en skaterbane og opstilles skurvogne.

Vi får bygget en ny skaterbane, i stedet for den faldefærdige der står ved idrætscentret og der kan opbygges et helt miljø, i forbindelse med skaterbanen, til stor glæde for vores ungdom.

Klub 2680 skal flyttes og det ville være nærliggende at det er dem der tages med på råd og at det opbygges efter deres ønsker og ideer.

Dette ønske er ikke nyt for Liberal Alliance og mig, da jeg tidligere kæmpede forgæves sammen med det nu nedlagte SUKF (Solrød ungdom og kulturforening).

Skolen er ideel, til det formål og lige for god ordens skyld, jeg bor selv i området og er ikke nervøs for larm – tværtimod.

Med Venlig Hilsen
Henrik Boye
Byrådsmedlem & Spidskandidat
Liberal Alliance – Solrød

Læserbrev: Selvfølgelig skal daginstitutionerne prioriteres

John Wennerwald skrev den 18. april 2017 et læserbrev, hvori han konkluderede, at daginstitutionerne skal prioriteres. Det er en parole som er svær at være uenig i. Johns måde at prioritere daginstitutionerne vil være at ansætte flere pædagoger, hvilket der som sådan ej heller noget galt i; desværre er løsningen ikke så simpel, som John opstiller den. Flere pædagoger øger ikke nødvendigvis kvaliteten af den pasning eller tilbud som børnene og disses forældre får. For at kvaliteten øges kræver det at de enkelte daginstitutioner, får mere selvbestemmelse og  mindre bureaukrati udstukket fra rådhuset og administrationen. For at der kan ansættes flere pædagoger, så skal de relevante midler findes. Her vil det være nærliggende at trimme bureaukratiet og administrationen og samtidigt arbejde i retning af en væsentlig mere vækstorienteret erhvervsstrategi i Solrød Kommune.

Liberal Alliance vil:

  1. Skabe mere vækst ved hjælp af en aktiv og proaktiv erhvervspolitik. Vækst skaber mulighederne for flere pædagoger og varme hænder i daginstitutionerne.
  2. Liberal Alliance vil arbejde aktivt for at trimme kommunens administrationen, fjerne unødigt bureaukrati og styrke de områder der kræver det. Så midlerne til at hyre flere pædagoger ikke forsvinder til aktiviteter der ikke kommer børnene direkte til gode.
  3. Skabe de bedste rammer for udvikling daginstitutioner og borgernær velfærd ved fjerne unødige regler, unødige aktiviteter og unødige kontroller.

Med venlig hilsen

Peter Flemming Teunissen Sjølin
Kandidat til kommunalvalget for Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Gør Solrød Kommune til en frikommune

Administrationen i  Solrød Kommune kan gøre det bedre, men desværre bliver kommunerne her til lands bebyrdet med regler, krav om registreringer og en hel del krav om dokumentation (bureaukrati) samt kontrol af bureaukratiet. En måde for administrationen i Solrød Kommune at blive mere effektiv på, vil være ved, at Solrød Kommune ansøger om at blive en frikommune.

Det kræver sådan set kun, at kommunalbestyrelsen stiller krav til administrationen i Solrød Kommune om at ansøge indenrigsministeriet om at få lov til at blive en frikommune, og heldigvis for Solrød Kommune er ansøgningsfristen i november 2017. På den måde kan byråddet og administrationen nå at ”skubbe” de relevante papirer videre.

Administrationen er ikke gratis at få til at fungere. Det tager ressourcer fra andre opgaver, som Solrød Kommune kunne løse. Det vil sige opgaver der er mere relevante for borgerne. Det er for eksempel hjemmepleje, børnepasning, fritidstilbud og lavere skatter.

Liberal Alliance har en klar målsætning om at gøre bureaukratiet mindre, så ressourcerne der bruges på det kan anvendes andre og bedre steder. I Solrød er der, med andre ord, tid til forandring.

 

Med venlig hilsen

Peter Flemming Teunissen Sjølin
Byrådskandidat for Liberal Alliance i Solrød

Læserbrev: Liberal Alliance vil have mere for pengene

Invitation fra økonomi- og indenrigsministeren

Landets borgmestre har modtaget et brev med en invitation fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

Ministeren opfordrer kommunerne til at søge om at gå sammen med Økonomi- og Indenrigsministeriet i et samarbejde om at luge ud i administration og procesregler i kommunerne.

Til gengæld, for at kommunerne tør tage udfordringen op, vil Økonomi- og Indenrigsministeriet stille bistand til rådighed fra KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, uden beregning for kommunen.

Det har Liberal Alliance foreslået at Solrød kommune bør melde sig til, så vi kan få læst korrektur på vores arbejdsgange.
En holdning som Liberal Alliance står alene med og ikke kan finde flertal for i Solrød Byråd.

Flertallet i Økonomiudvalget, som har kompetencen til den beslutning, valgte ihvertfald at sige NEJ TAK, til dette tilbud og derved vores forslag.

Administrationen i kommunen mente (se hele dagsorden på kommunens hjemmeside):

  1. Ikke at der var noget at komme efter.
  2. Det ville kræve “ikke uvæsentlige ressourcer” at ansøge.

Begge påstande var udokumenteret, men alligevel noget som flertallet i udvalget og derved byrådet, tog for gode varer og derved valgte at forkaste forslaget fra Liberal Alliance.

Alle taler om bureaukrati og at det skal bekæmpes, men ingen udover LA, tør sætte handling bag ord.

Igennem mange år er den offentlige sektor blevet mere og mere bureaukratisk, og det stjæler tid og ressourcer fra kernevelfærden, så lad os da få kigget på det – en gang for alle, i stedet for at indtage den holdning, at Solrød kommune ved bedre og ingen skal lære os noget.

I det private erhvervsliv, forsøger man hele tiden at trimme virksomheden og at gøre tingene mere effektive “Work smarter, not harder”, noget kommunen også burde arbejde efter.

Så fakta er, at flertallet i Økonomiudvalget tilsyneladende mener, at vi er 100 % effektive i Solrød, en endnu større grund til at støtte op om Liberal Alliance i Solrød.

PS… Vi lærer hele livet

Med venlig hilsen

Henrik Boye
Byrådsmedlem i Solrød
Liberal Alliance